I KW Betonteknik er vi meget stolte af, at vores medarbejdere er glade for at gå på arbejde. Derfor gør vi en ihærdig indsats for, at både betonbasserne, byggeledere, administrationen og andet godtfolk holdes opdaterede. Den 7. september 2018 havde vi derfor samlet hele styrken på Rugvænget til en dag pakket med både førstehjælpskursus, nyt arbejdstøj og en masse hygge.
Vi arbejder alle hårdt for at få så mange ender til mødes, hvad end vi står på pladserne, i præ-produktionen eller svarer mails. Derfor er det vigtigt for os engang imellem at mødes uden at blive forstyrret af arbejdet. Så får vi set hinanden i øjnene, sludret om fast og løst og kan bedre løse vores kerneopgaver i det daglige.
Dagen begyndte med fælles morgenmad i vores store hal, og når vi ikke ses allesammen så tit, bliver der hurtigt løftet stemning. I løbet af den første time blev der dog også tid til at få begyndt den mere alvorlige del af dagen.
Hele styrken blev sat til at genoplive de stakkels livløse dukker, som pænt lå og ventede. Det er vigtigt, at alle medarbejdere har styr på førstehjælp, hvis der skulle ske ulykker på pladserne. Derfor sørger vi for at alle har opdaterede førstehjælpsbeviser. Dukkerne fik heldigvis livet tilbage, og alle fik et bevis for deres hårde indsats.
Imens vi alle knoklede løs med førstehjælpen, fik vores arbejdsbiler også en slags førstehjælp. DiGa Bilpleje var forbi adressen og tog sig kærligt af vores hårdtprøvede køretøjer. Alle 11 biler fik den helt store tur med vask, rens og pudsning fra inderst til yderst. Vores folk kører meget, og så er det en sand fornøjelse at starte dagen med en tur i velduftende bil. Vores største anbefalinger skal lyde til DiGa Bilpleje, for at have taget sig så godt af os med et smil.
Da næste levende billede indtog “scenen” handlede det om håndtering af beton, når vi ude på pladserne får leveret råmaterialet. Jesper fra Gammelrand var klar med gode råd og vejledning til, hvordan vi håndterer de problemstillinger, der kan opstå ude i felten.
Så var det endelig tid til frokost, og der kan en pølsevogn altid få os håndværkere til at blive glade i maven. Eventeksperten, vores lokale pølse-pusher, var kørt i stilling, og der blev langet både ristede, franske og kradsere over disken til de sultne folk.
Som sidste punkter på dagsordenen skulle hele styrken have nyt arbejdstøj, og så skulle dagen foreviges med et fællesfoto.
Vi vil gerne takke medarbejderne for deres store indsats i det daglige og for god ro og orden i løbet af dagen.