Ja, der burde jo nærmest stå BREAKING i overskriften, for hvem havde dog forestillet sig, at nisser var vilde med beton…! Det kom dog på ingen måde bag på børnene, som havde taget deres forældre – vores medarbejdere – med til den årlige julefest i KW Betonteknik.
Dagen blev skudt i gang med fælles morgenmad, efterfulgt af en frisk svingom rundt om det flotte, pyntede juletræ. Da spændingen næsten blev for meget, dukkede den gode nisse traditionen tro heldigvis op. Han satte gang i tempoet med diverse julesange og tilhørende dans. De små størrelser var dog en kende mere præget af sceneskræk, end de store gutter, deres fædre, som til daglig er betonbasser her i KW Betonteknik. Som belønning for de yndige trin og med ønsket om en glædelig jul delte nissen godteposer ud til børnene, og vores kære medarbejdere fik deres julegave.
Vi vil dermed ønske en rigtigt glædelig jul til alle vores medarbejdere, deres familier, vores samarbejdspartnere og ikke mindst vores kon-kollegaer. Må I alle få en dejlig juletid med jeres nærmeste.
De varmeste julehilsner fra alle os i KW Betonteknik