Så du os i Byggeriet?

Magasinet “Byggeriet” som udgives af Dansk Byggeri har i den nyeste udgivelse skrevet en skøn artikel om vores store succes med voksenlærlinge. Mikael Aaby, som vi også selv har skrevet et interview med, da han fik bronze til sin fagprøve tidligere på året, har sammen med adm. direktør Kasper Wittendorff og projektleder Jan Johannsen beskrevet de mange fordele ved voksenlærlinge.

Læs her artiklen fra “Byggeriet” den 2. december 2019 skrevet og fotograferet af Tilde Jensen.

Man kan hvad man vil

KW Betonteknik A/S i Slagelse har ikke et sekund fortrudt deres beslutning om at have en voksenlærling. Beslutningen har kun haft fordele for både virksomheden og den nu 48-årige faglærte Mikael Aaby

Mikael Aaby på 48 år blev i april i år færdiguddannet som bygningsstruktør med en flot bronzemedalje ved svendeprøven. Han er ansat i virksomheden KW Betonteknik A/S, hvor han tidligere har været ansat som ufaglært. Efter opfordringer fra sin chef tog han beslutningen om at starte som lærling i virksomheden, og sammen fik de to parter lavet en uddannelsesaftale. Det har vist sig at være en god investering for både virksomheden og den voksne lærling.

Byggeriet - December 2019Viljen, lysten og entusiasmen

Både adm. direktør i KW Betonteknik Kasper Wittendorff og projektleder Jan Johannsen er enige om, at der er mange fordele af hente ved at have voksenlærlinge i virksomheden. Blandt andet, at voksenlærlingen – i dette tilfælde Mikael Aaby – på grund af sin alder har nogle rigtig gode kompetencer.

– Mikael har jo en vis modenhed og grunderfaring. Han har været ude og lære og har stået på egne ben fra 8. klasse, og derfra har han erfaring med i rygsækken, som vi syntes, var spændende at bygge videre på, siger Jan Johannsen.

Kasper Wittendorff er enig og tilføjer:

– Der sker noget med voksenlærlinge. Det er den vilje, den lyst og den entusiasme, Mikael har lagt for dagen, som vi også ser hos andre på hans alder. Vi ser en meget velovervejet beslutning om at uddanne sig. Det er ikke noget, man bare gør, fordi man skal lave et eller andet. Det er en investering i ens liv og i ens fremtid.

Gevinst for både lærling og arbejdsplads

Det er ikke kun til gavn for virksomheden, når en ufaglært begynder som voksenlærling. For Mikael Aaby har hele uddannelsesprocessen samt det flotte resultat til svendeprøven styrket ham både fagligt og personligt.

– Fagligt har jeg rykket mig meget, blandt andet er min tegneforståelse og den måde, jeg bruger it-programmer på, blevet væsentligt bedre. Jeg har fået en større sikkerhed i de ting, jeg laver, og jeg føler, jeg kan tage et større ansvar, fordi jeg kan se tingene på en anden måde, end da jeg var ufaglært.

Den udvikling, Mikael Aaby har været igennem siden uddannelsen, afspejler sig også i dagligdagen i hans arbejde.

– Hele forløbet har ændret hans personlighed. Han er blevet mere rolig og mere selvsikker, og det har også betydet, at han er blevet mere respekteret blandt medarbejderne, siger Jan Johannsen.

Kast dig ud i det

– Mikael er et godt eksempel på, at man kan, hvad man vil. Den ro, han har fået ved nu at vide, hvad han kan, er beviset på, at man skal give det en chance. Både som virksomhed og som ufaglært, siger Kasper Wittendorff.

Mikael Aaby følger op og understreger, hvor meget det kan ændre at kaste sig ud i sådan en omvæltning:

– Folk på min alder er måske bange for at få et nederlag ved at starte uddannelse i en sen alder. Men man kan godt. Man får en masse hjælpemidler, så der er ikke noget, der ikke kan lade sig gøre, siger han og opfordrer andre ufaglærte til at kaste sig ud i det.

Vil du se hele magasinet “Byggeriet”?

Klik på knappen og kom hurtigt videre til en online version af magasinet “Byggeriet”. Her kan du også læse andre artikler fra byggebranchen.